Der hersker ingen tvivl om at børnenes dag hos mig er fyldt med omsorg, knus og tryghed, men det er også vigtigt at huske på, at vi børnepassere også fokuserer meget på læring og udvikling. For at sikre os at vi ”når hele vejen rundt” arbejder vi ud fra de 6 temaer, som jeg vil beskrive nedenfor.
Jeg dokumenterer de 6 temaer via billeder som hænges op på tavlen i garderoben, plancher jeg laver sammen med børnene, beskrivelser af vores dag som hænger på tavlen i garderoben og små videoklip.
Børns alsidige personlige udvikling:
Jeg stimulerer den personlige udvikling igennem leg; hér bruger børnene deres fantasi og oplever forskelligheder, konflikter og samhørighed sammen med de andre børn. Jeg opmuntrer barnet til at blive selvhjulpen fx i situationer med tøj og spisetid. Et trygt barn har lettere ved at spørge om hjælp og ved at lære, så tryghed og anerkendelse er vigtigt for mig omkring det lille barn.
De sociale kompetetencer:
Børn lærer meget igennem fælleskab både med børn og voksne. De oplever venskaber og uvenskaber, får erfaring i konfliktløsning og lærer hvordan de er en ”del af flokken”. Fx omkring spisetid, ved borddækning, puttetid og ved leg lærer de små børn om det at vente på sin tur, om at blive gode venner efter et sammenstød, at trøste hinanden og at hente hjælp.
Børns sprog:
Børn lærer ikke at tale af sig selv. Vi voksne er en vigtig brik i sprog-puslespillet: Ved at tale meget med barnet, læse højt og synge opbygger barnet gradvist et sprog som det kan bruge i til at kommunikere med andre, forklare sig, udtrykke følelser og behov. Jeg arbejder meget med tegn til de helt små børn (jeg laver er tegn mens jeg taler) og på den måde lærer selv de helt små at kommunikere og det giver sig ofte til udtryk i roligere børn når vi kan opfange deres behov inden de bliver frustrerede. Vi hygger os meget på madrassen med højtlæsning og hver morgen i forbindelse med formiddagsfrugten har vi et sangkuffert-ritual (jeg har en lille kuffert med forskellige små ting der symboliserer en sang som børnene kender. Kufferten bliver sendt rundt og barnet vælger en ting, fx en abe, og så synger vi Åhh Abe-sangen og derefter er det det næste barns tur – børnene elsker sangkufferten).
Krop og bevægelse:
Der er fokus på motorikken og kropslig udfoldelse. Det styrker barnets koncentration og oplevelse af verden. Vi sanser og udfordrer blandt andet indendørs ved at danse, lave fagter til rim-remser, og når vi leger jorden er giftig. Udenfor vælger vi måske den lidt uvejsomme sti i skoven i stedet for den pænt anlagte stampede skovsti, for at udvikle motorik og få rørt ved sanserne. Børn elsker at udfolde sig kropsligt og det giver dem en følelse af hvad kroppen kan og et godt velbefindende. Vi snakker meget om hvor næsen sidder og hvad armen kan og laver rim-remser og fagter der også fortæller om de enkelte kropsdele og hvad de bruges til. På vores motorikdag rydder jeg lidt af de normale legeting til side og i stedet kommer der en tunnel (se billedet) frem, en madras der bliver lavet om til et bjerg m.m.
Børn og natur:
Naturen kan vi aldrig få nok af: Den friske luft/duft/det danske vejr stimulerer vores sanser og vækker vores nysgerrighed. Der er konstante nye og spændende ting at gå i kast med i naturen. Vi går ned i knæhøjde, der hvor børnene er, og ser på smådyr, planter, dufter og undersøger. Vi tager ting med hjem fra vores tur på engen og laver collager eller lignende og så kan vi snakke endnu mere om det derhjemme. Vi fodrer hønsene og kaninerne og taler om hvorfor kaninen kan lide mælkebøtteblade og hvor æggene kommer fra. Om foråret er børnene med til at beplante en lille køkkenhave ude ved legehuset og der kan vi få meget tid til at gå med at plante, luge ukrudt, se på at det spirer/udvikler sig og tilslut at høste godterne og tale om de forskellige frugter/grønsager.
Børn og kultur:
Vi har også fokus på kultur i Firkløveren. Vi udfolder os kreativt med saks, papir, maling m.m. op til højtiderne og nyder de mange traditioner der omgiver højtiderne. Vi bruger de 4 sæsoner til at inddele året i temaer; fx planter vi små frø i gennemsigtige bakker om foråret og ser det spire, vi maler æg op til påsken og planter karse. Vi bruger naturen rigtig meget om sommeren da vi kan være ude de fleste dagtimer, hvor vi også spiser udenfor. Om efteråret ser vi blandt andet træerne falme og laver collager der viser udviklingen og om vinteren går vi i gang med fremstilling af julegaver og julepynt. Vinteren byder også på fastetavn, hvor vi op til klippe-klistrer masker og fastelavnspynt samt holder tøndeslagning og spiser fastelavnsboller.